Efterkrigstiden (ca. 1946 – 1970)

OVERSIGT:

Krigens dønninger
En tur rundt i Ryom
Fritid
Forretninger mm.
1960’erne
Lidt politik

 

Krigens efterdønninger

Ryomgård slap efter krigen naturligvis hverken for vareristriktioner eller flygtninge. Men optimismen var til gengæld til stede og man arbejde her som andre steder ihærdigt på at komme videre med et fornuftigt liv. Vareromsætning såvel som eksport var for landet som helhed nede i en bølgedal. Ryomgård var begunstiget af sin position som jernbaneknudepunkt, der igen gjorde det muligt for bl.a. Realskolen at tiltrække elever fra nær og fjern. Butikkerne var pænt repræsenterede i bybilledet, mens det kneb med egentlige virksomheder . Under sitet “den ny by” nævnes de første virksomheder på nuværende Industrivej. Især på Realskolen havde tyskerne under krigen indlogeret sig i skolebygningens ene halvdel og der så herrens ud, da de drog derfra. Men sådan var det overalt, hvor de havde huseret. Flygtninge fra Tyskland dukkede op mod krigens slutning, da de russiske tropper trængte ind i Tyskland, og overalt blev disse flygtninge indkvarteret. I Ryomgård fordeltes 130 flygtninge på Alderdomshjemmet, Marie Magdalene Skole samt i Forsamlingshuset på Marienhoff. Efter krigens slutning føltes atter, at man i den lille by – såvel som andre steder – blev herre i eget hus. Men der var vareknaphed og en tid med rationering satte ind. Historikeren Søren Mørk skriver i “Den Nye Danmarkshistorie” meget levende om bl.a. denne periode. Vi prøver at gå frem til 1950’erne og her spadsere en lille tur med en af vore egne borgere dengang, Arne Holm Andersen, der har boet i det nu for længst nedrevne ledvogterhus ved baneoverskæringen i Slotsgade (dengang Storegade):

EN TUR RUNDT I RYOM I 1950’erne.
Indlægget er skrevet til redaktøren af dette site og tidligere gengivet i sitet: lokalarkivmidtdjursland.dk. Her er det blevet redigeret og især suppleret (med tilladelse).
ryom-ca-1950_panoOvenfor foto fra Møllebakken ud over byen ca. 1950.

Bl. a. Arne Holm Andersen fortæller bl.a. (- indlægget er som sagt redigeret og især suppleret med indlæg fra borgere i dagens Ryomgård)skovvej-1950erne

En tid var Arne Holm med ved forlægningen af afløbet fra Vallum søen ind mod Gl. Ryom og i den forbindelse med reguleringen af Korup Skovvejens flytning. Vejforlægningen på Skovvej
I 1952 blev den lille vej Skyttebakken befriet for megen trafik ved vejforlægningen over Vallum afløbet og Gjerrild-banen. Her ses arbejderne i fuld sving med at bygge viadukten over Gjerrildbanen (t.h).

Fritiden i Ryomgård
Dengang var der ikke mange aktiviteter. Arne Holm var med til at anlægge fodboldbanen oppe på Nimtoftevej, som blev udført ved frivillig arbejdskraft. Han var ikke selv aktiv fodboldspiller, men så ofte kampe, der blev spillet. Stedet på Nimtoftevej var i brug inden fornævnte “anlæggelse”, men da blot som en løs bane på ujævnt terræn. Anlæggelsen betød nivellering af banen, træ tømret sammen til mål, kridtstreger til afgrænsning af banen, når der skulle spilles kampe osv. Lidt senere byggede også klubhus, jfr. lidt senere.

To gange om måneden var der bal på hotellet. Det var dels idrætsforeningen ”Skjold” og dels Marie Magdalene Idrætsforening. Som regel var det Ove Greves orkester, der leverede musikken. “På det tidspunkt var der en banearbejder-aspirant i Ryomgård, Jens Peter Jørgensen. Han var ungkarl og havde et kælderværelse på Vestergade, vistnok hos én der hed Reffstrup”, fortæller Arne Holm og fortsætter: “Her var vi en del unge, der holdt til, bl.a. murer Bachs søn Orla og flere andre”. Der var jo også Ryomgård Bio, som blev flittigt benyttet. Det var en såkaldt rejsebio, der en gang om ugen lejede sig ind i hotellets sal.

Forretninger mm. i Ryomgård omkring 1950 – 60
På hjørnet af Storegade (nu Slotsgade 6) og Østergade var der købmand Gunnar  Christensen, der ses t.h. posere i butiksdøren (foto Arne Bruun).  Op ad Storegade (Slotsgade) kom så Banken for Kolind og Omegn, handelsgartner Sørensen (Slotsgade 10) og slagter Th. Nielsen (Slotsgade 14). Slagter Nielsen havde som regel en logerende boende, tidligere er nævnt Dyrlæge Rasmussen (senere Kolind, se sitet: krigen) og senere lærer Anthon Eriksen. Så var der en skotøjsforretning, derefter købmand Brandstrup (Slotsgade 16). Rundt langs hjørnet var der smedemester Nielsens værksted (Slotsgade 20).
På modsatte side af gaden, dvs. hjørnet af Jernbanegade og Storegade,  var der Boysens købmands- og manufakturforretning. Forretningen var startet af Jannik Boysen og hustru Solastika sidst i 1800-tallet i Hotellet som købmandsforretning, men flyttet til den nybyggede hjørnebygning i 1903. Søn og svigerdatter Andreas og Johanne Boysen overtog forretningen i 1930’erne, om end deres adkomst først blev tinglyst i 1947 (Skifteudskrift). Deres datter hed Andrea Margrethe, men kaldtes aldrig andet end Søster. Søster overtog bygningen allerede 1948 (arveudlægsskøde), men ikke forretningen. Den udlejede hun til  -senere ejendomsmægler- Ejvind Petersen i 1948 (lejekontrakt tinglyst 1949). I 1952 videresolgtes forretning og bygning til Viggo Hansen, der indrettede forretningen til udelukkende manufaktur, – foto t.h. Da Viggo Hansen dør i 1970 drives forretningen videre af enken Ketty Hansen – lidt senere sammen med dennes nye samlever/ægtefælle Chr. Jensen. I 1978 solgte de forretningen til Johs. Jacobsen, Pindstrup, der senere solgte til Jørgen og Kis Holm Pedersen. I 1990’erne overtog Butik Jytte.
Længere oppe var der Ryomgård Andelsmejeri, hvor mejeribestyrer Bundgård residerede, derefter telefoncentralen (Slotsgade 5), bestyret af M. Andersens hustru. Andersen selv var snedker og havde udsalg af ligkister og møbler i samme hus, som de også selv beboede.
Vognmand Arne Hald  – der i øvrigt lærte Arne Holm at køre bil og Halds mekaniker-værksted Vestergade 2, – i dag nedrevet og erstattet af rundkørsel og etagebyggeri.
Lidt længere ind ad Vestergade i vestlig retning husker jeg sagfører Andersens villa (Vestergade 12), hvor sagføreren både havde sagførerkontor og bestyrede sparekassen for Ryomgård og Omegn. Dertil var den flyttet fra Vestergade 16, – sparekasse-bogholder Tofts private bolig, – da sagføreren var blevet formand for bestyrelsen, – og altså samtidig dens daglige leder. Længere henne kom så læge Hans Erik Wraae (Vestergade 26), der i 1937 havde afløst læge Lipman, dernæst bager Møller (Vestergade 30) samt skræddermester Reffstrup lige før Realskolen. Læge Wraa flyttede endnu i 1950’erne til sin nybyggede villa, Vestergade 45, hvor der indrettedes både beboelse og praksis. Praksis flyttedes senere til Nygade 18. 
På modsatte side af Vestergade, lå byens andet slagteriudsalg (Vestergade 7), hvor der forøvrigt forinden havde været skomager – M.G. Christiansen (Gulle Schmidts far). koebm-carl-soerensen Videre på samme side mod vest var der en brilleforretning, en el-forretning (El-installatør Schou, Vestergade 13, senere efterfulgt af el-installatør Harder) og en Tatol-forretning bestyret af sognefoged Justesen og hans kone Emma. Så kom cykelhandler Pedersen (i kælderen), derefter en boghandler (L. Vixø, – Vestergade 15).
På hjørnet af Vestergade/Skolegade var der købmand Carl Sørensen (her handlede vi for det meste).
Købmand Carl Sørensens butik og bolig på tegningen t.h. blev senere overtaget af datter og svigersøn, Ella og Bent Nygård.

Om livet i Ryomgård i 1950’erne fortæller Kaja Dolmer til Journalisthøjskolens publikation i 2016 om ældre på plejehjem, at der var sammenhold i byen og som brugsuddeler var man en vigtig del af byen. Når man blev budt til kaffe, måtte man komme forbi og vise flaget. Brugsforeningen købte en mobil vaskemaskine, der blev kørt rundt mellem husstandene, og da Ejnar, som boede tæt på brugsen, fik fjernsyn som en af de første, tog folk hen til ham, når der blev sendt noget særligt.

I Skolegade 5 boede der en mand, Cristian Smed (Sørensen). Her supplerer bl.a. Randi Nygaard og oplyser, at Christian bl.a. skoede heste. Hans  smedje-værksted var knyttet til beboelsen og opført på hjørnet af Skolegade og Nygade. Det var et traditionelt smedeværksted  med esse og en masse værktøj, som en grovsmed nu engang brugte dengang. Selvom hestenes skopleje var på allersidste omdrejning, ændredes intet i smedeværkstedet. Kristian (foto nedenfor) kunne fortælle nogle være røverhistorier, f.eks. at han havde været soldat på den tid, hvor daværende kronprins Frederik (altså den senere konge Frederik IX) også var christian-smedensoldat. Hvad han havde oplevet var ikke småting! Andre af byens borgere fortæller, at mange børn fandt ham interessant at besøge.  Kristian kunne godt lide at få besøg, og kendt var, at børn – for at få adgang i hans smedje – skulle kunne bandeords-remsen udenad (altså en masse bandeord efter hinanden). Christian boede på 1. sal i huset, mens hans søster Tulle (Astrid Sørensen) og bror, Store Svend, gift med Agnete (kendt for at bære store 1920-hatte langt op i 1970’erne), boede i stueetagen. Store Svend kaldtes sådan, fordi der også var en bitte Svend, som familien kom sammen med. Tulle drev et vaskeri i huset samt rulleforretning. Man tror, at det er løgn, når dertil føjes, at Tulle og især Agnete også drev en lille tobaksforretning i et værelse vendt ud mod Skolegade, – pladsen var trang! De 3 søskende stammede i ævrigt fra Marie Magdalene, hvor deres far var smed i det nedrevne hus mellem forsamlingshuset og kirken, se eventuelt mere herom under fanen omegn.

Nederst i Skolegade (mod syd) boede telegraf-arbejder ved DSB Martin Nielsen i et lille hvidt hus og i Nygade, i den del, der i dag er grusvej, lå der et mindre ægpakkeri (Nygade 6), der ses til venstre i fotoet t.h.scan0011– klik for lidt større format.

Ægpakkeriet var egentlig startet af  Jens Chr. Møller i Vestergade 19 (helt t.v. i fotoet). Han flyttede så virksomheden til Nygade 6 (bygget i 1949), der ligger t.h. , – udenfor fotoet.

Arne Holm: “I Jernbanegade 9 lige overfor stationen var der en barbersalon, frisør Hansen, hvor vi børn blev klippet. På hjørnet Jernbanegade – Markedsgade var der Ryomgård Hotel og på modsatte hjørne bager Creutzberg, hvis søn, Christian, kørte brød for sin far. Han var god mod os, – havde ofte ekstra brød med til os i Korup Skov under krigen. I ejendommen ved siden af var der cykelforretning, og i Ryomhus (Jernbanegade 23) – opført ca. 1950 var der en frisør Eigil Jørgensen i den ene ende, mens der var møbelforretning i den anden.”

Så følger vi ikke Arne Holm Andersen længere. Han bor i dag Ballerup efter et langt arbejdsliv ved DSB.

nyt-mergelskab_1951-dok_st

Stiftelse af det nye Mergelselskab, Grenaa Folketidende d. 12. april 1951. Klik for større format.

I de tidlige 1950’ere forefandtes også de gamles Hjem med kommunebibliotek i kælderen, kommunal administration (Nygade 18), politistat (dvs. landbetjent), kommuneskole og realskole,  Ryomgaard Cementvarefabrik samt urtepottefabrik, dyrlæge, vognmænd, Jernbanestat og postekspedition, og små håndværksvirksomheder og butikker. Til opremsningen tillægges, at eksempelvis de to købmænd – Boysen og Andersen – var købmænd i meget bred forstand, så de traditionelle kolonialvarer suppleredes med mange andre varer, f.eks. trævarer og tekstiler, mens Carl Sørensen supplerede med isenkram og farvehandel.
Til opremsningen hører også mergelgravningen på Marienhoffvej, der genopstod efter 20 års pause, bortset fra lidt mellem kommende grusgravning. Djurslands Mergelselskab blev stiftet i 1951 på andelstanken med gårdejer Anthon Daugaard, Ryomgaard i spidsen. Nedenfor foto (Arne Bruun) fra mergelgraven på Marienhoffvej. Fotoet er fra nord mod syd, så husrækken i baggrunden er nuværende Park Alle, dengang Gravensvej, af mange kaldet Gravens Rand! Traktoren i midten af fotoet tilhørte Husmand Hans Madsen. Merglen blev gravet op med håndkraft. Nu afdøde vognmand Frode Daugaard, Marie Magdalene har fortalt, at man kørte ind til området ad Gravensvej og fik læsset på ligeledes med håndkraft. Det vides, at man af og til brugte sprængstof for nemmere at kunne tilgå merglen. En gang havde den lokale sprængstofekspert på området, Hans V. fanne-ned’me Jensen (ja, det kaldtes han altså) lavet en lidt for kraftig ladning, idet eksplosionen forårsagede skader på ejendommen Marienhoffvej 10. Ejeren var Peter Hald, der i selvsamme anledning selv “eksploderede”. Herefter brugtes sprængstof ikke mere! Ejendomsmægler Ejvind Pedersen, der byggede hus på Gravensvej 9 i 1954, købte senere området af la Cour, Pindstrup og fik doset både grusgrav og mergelgrav ned, og lavet udstykninger og tilplantninger, – ved både Gravensvej og Vibevej. Ligeledes ansøgte han og fik af kommunen bevilliget ændring af vejnavnet Gravensvej til nuværende Park Alle.

I Markedsgade 2 boede politibetjent Sørensen. Den lille vej var grusbelagt og kaldtes “Politibakken” efter Sørensen. Det officielle navn “Markedsgade” fik den først lidt senere. Her kunne børnene køre på slæde om vinteren, da den var lidt mere stejl dengang, – faktisk kunne man få fart på forbi fru grisehandler Sørensen (Villa Svanholm) helt ned til Jernbanen, fortæller Gulle Schmidt. Betjent Sørensens afløser hed betjent Hansen og boede i Nørregade og ved hans afgang flyttedes etaten til Kolind. Ved siden af landbetjent Sørensen var der i øvrigt slagteriudsalg (Nygade 2).

Nord for byen var en del statshusmandsbrug udstykket fra Marienhoffgården 1905-12 samt 1926, se nærmere herom under fanen omegn. En af dem var husmand Anton Bruun Marienhoffvej 22. Hans ejendom er t.h. udenfor fotoet (taget af Arne Bruun), men ses på den nye foto fra 2017 nedenfor. Begge foto er fra samme vinkel, dvs. fra vest hen langs Poppelvej mod Hasselvej, der etableredes ca. hvor høstakken ses næsten midt i billedet. Anton Bruun byggede sin lade ca. 1960 og fotoet er fra et par år forinden. Uden en lade samlede han kornet i stakke og en maskinstation bestiltes så til at komme med et tærskeværk, så det kunne blive tærsket. Traktoren på fotoet leverede kraften til tærskeværket.
T.h. foto fra samme sted som ovenfor, dog medtaget Anton Bruuns ejendom med laden t.h. Ejendommen bebos i dag af Antons barnebarn Kjeld og hans familie.

Lidt længere oppe ad Marienhoffvej var det næste husmandsbrug, (i dag Marienhoffvej 24 a) – ses i baggrunden af fotoet t.v. (Arne Bruun) – der ejedes af Husmand Hans Madsen. Man ser i midten af fotoet enden af forsamlingshuset, hvor et lille gammeldags das er bygget til. Grunden til forsamlingshuset skænkedes af Hans Madsen i 1936 og opførelsen påbegyndtes samme år af alle i statshusmandskolonien som et fælles projekt. I 1973 blev det revet ned efter at kommunen havde købt det – og mange andre af ejendommene – med henblik på udstykning. I forgrunden  t.v. ses gavlen af Anton Bruuns ejendom, hvor hans kone Thora går ved siden af fru Bagermesterinde Inga Creutzberg ( i hvidt). Inga kommer med brød under armen, som hun bringer ud til kunder, bl.a. til fru Thora,  der har bestilt dem hos Ingas mand bagermester J. Creutzberg, Jernbanegade. Udstykningen af Poppelvej-kvarteret fandt sted i perioden 1973-75, mens Nordlyvej- kvarteret udstykkedes i 1965 efter at Kommunen havde købt arealerne, herunder Realskolens gamle fodboldbane, der lå på nuværende Nordlyvej 4 – 8.

T.h. foto fra en sommer-lørdag eftermiddag, hvor realskolen altid havde arrangementer for eleverne, i Axel Munchs tid håndbold, senere fodbold og anden sport. Fotoet er fra 1957.

 

Realskolen var ret så dominerende, og her bringes et luftfoto med indtegnet pile for flere af dets tilliggender, men også af byen i øvrigt, læg f.eks. mærke til springvandet – bassinet –  i nuværende Dolmer-Park, der omtales senere. Park Alle hed dengang Gravensvej, og fotoet er fra 1954, idet det ses, at Gravensvej 9 er ved at blive bygget (af Ejendomsmægler Ejvind Pedersen), hvilket skete 1954.  Klik for større format.

I Dagbladet Djursland kunne man d. 5. feb. 1955 læse, at husejer H.J. Nielsen, Ryomgård “har i Vestergade opstillet en pølsevogn, hvorfra sælges rundstykker og varme pølser.” Pølsevognens nærmere placering var Vestergade 12. Her var Nordlyvej endnu ikke ført igennem og på det brede fortov var der plads til vognen. Pølsevognens historie i øvrigt i vor lille by, fortælles lidt længere fremme. I samme avis blot 11 dage senere kunne man læse, at der “er stiftet en Handelsforening i Ryomgård.” Altså ikke en

Fra Borgerforeningens 50 års jubilæumsfest. Fra venstre ses Fru Wraa. læge Wraa, lærer Anthon Eriksen, fru og hr. slagter Nielsen.

handelsstandsforening, men det er måske det, der menes? Ingen af de to nyheder har formodentlig holdt sig oven vande ret længe, men måske handelsforeningen er blevet afløst af Borgerforeningens handelsudvalg? I hvert fald eksisterede Borgerforeningen i bedste velgående og kunne fejre sin 50 års fødselsdag i 1956 med en gevaldig fest på Hotellet. Foto fra festen ses t.h. Klik for større format.

Idræt udøvedes især som håndbold, fodbold, tennis og badminton. Håndbold dyrkedes på banen ved nuværende Produktionsskole (Vestergade 67), og var primært pigehåndbold. Fodbold øvedes på Realskolens bane på nuværende Nordlyvej (kun træning) samt på “den rigtige” bane ved Nimtoftevej (i dag nre. 12-14). Tennis spilledes på banen i Nygade (i dag. nr. 29), og badminton i gymnastiksalen på den kommunale skole ved Marie Magdalene-svinget på Vestergade, hvor ikke mindre end 40 aktive spillere var registrerede i 1952., og Idrætsforeningen med navnet “Skjold” fik sin nye fane indviet af Erik Munch, se foto t.h.
I 1952 hed formanden for Idrætsforeningen “Skjold” Knud Basse Kristensen. Han var lærer på Realskolen og udtalte til Randers Dagblad i marts 1952, at “Foreningen i høj grad trængte til et klubhus, men at det kneb med at skaffe de nødvendige penge.” Der var dog mange frivillige, også blandt håndværkerne, og ikke længe efter gik man i gang med at opføre et klubhus ved fodboldbanen på Nimtoftevej. Den var i stor grad blevet hjemsted for forskellige sportslige kampe både ved byens sommerfester og ved sportskampe i øvrigt. Hvis man havde et klubhus behøvede man ikke at klæde om hjemmefra, så ideerne realiseredes. D. 2. aug. 1953 kunne man indvie det nye klubhus ved en kombineret sommer- og sportsfest.skjold_optog-i-byen Festen blev behørigt omtalt i den lokale presse, men byen havde også sat alle sejl til med march gennem byen anført af Randers Hjemmeværnsorkester og sportsfolkene derefter. Også byens flagallé var rejst ligesom rigtig mange private havde hejst dannebrog i haven. Avisen nævner, at 4000 personer deltog i begivenhederne, men det er måske lidt overdrevent.

Desværre har jeg kun dette foto af klubhuset fra dets allersidste dage (nedenfor). skjold-klubhus

Ryomgaard Station var en af byens største arbejdspladser ved siden af “Rypi” på Industrivej. Stationsforstanderen på den tid hed P.M. Mortensen, og ikke mindre end 50 tog i døgnet ekspederedes fra stationen. Godstrafikken fyldte mest, og det var især den betydelige godsmængde fra Pindstrup Mosebrugs Fabrikker, der fyldte. Man erindrer i den forbindelse, at der var en slags hurtigrute: Randers-Ryomgård-Grenaa-Hundested (fra maj 1952), der var attraktiv for godstrafikken. Dengang var der spor fra Grenaa Station og ud til Hundestedfærgen.

Gl. Ryom skal naturligvis også nævnes, for landbrugsproduktionen her var ikke ubetydelig. Gården var i 1941 solgt af greve Jørgen Scheel til Johs. Fogh Nielsen. I øvrigt frededes stalden og agerumsladen i 1950. Hovedbygningen var blevet fredet flere år forinden og fredning af Mølledammen fulgte i 1954 sammen med de åbne vandarealer i Gl. Ryoms Park og Lindealleen foran Gl. Ryoms hovedbygning strækkende sig øst – vest, samt Bomhuset. I 1950 var der tæt på 800 indbyggere i byen, Marie Magdalene ikke medregnet – det var jo en by for sig selv. Indbyggertallet voksede pænt, så der i 1955 var 877 indbyggere fordelt på ca. 279 husstande.Ryomg ca 1950

Ryomgård lidt ovenfra kan dette foto ovenfor fra ca. 1950 give et godt indtryk af byen, selvom ikke hele byen er med på fotoet. I midten Ryomgård Hotel med dens store have med traditionel græsplæne rundt om et rosenbed. Overfor t.h. ses Gjerrild-banens vendeskive, for Ryomgård var jo endestation for banens vestlige del, – banen blev nedlagt i 1958. Vendeskiven – eller drejeskiven, som nogle kaldte den, – lå ca. samme sted som den senere jernbanegrill placeredes. Gjerrild-banens remisse kan ses ved krydset Storegade (nu Slotsgade) / Jernbanegade. Lidt til venstre for hotellet ses et grønt areal – den tidligere markedsplads, der snart bebyggedes langs Vestergade. Og i den anden ende af fotoet – for neden t.v. ses resterne af en landbrugsejendom, – som altså lå midt i byen –  hvor dele af bygningerne ombyggedes til garager af vognmand Frederiksen (Jernbanegade 7) – med adgang fra Nygade.

Lidt udenfor byen – halvvejs mod Marie Magdalene – var ejendommen på fotoet nedenfor, Vestergade 112. Her boede kontrolassistent (eller var han landbrugskonsulent?) Kofoed med sin kone og to børn, Ove og Arne. Haven er stor og holdt i nydeligste orden. Marie Magdalene skole ses i baggrunden. Fotoet skønnes at være fra 1950. Klik for større format.

Borger- og Håndværkerforeningen var en samlende faktor for byen. Formand var en overgang postmester E. Akselbo, der blandt andet glædede sig over byens vækst. Han fortalte til samme Randers Dagblad som ovenfor, at på “Solbakken” vil der “med Tiden komme til at ligge 30 Huse og Villaer.” Området var udstykket fra to husmandsbrug fra Marienhoffgården. Sognerådsformand Sagfører Peter Andersen stod i spidsen for byen (kommunen) og kunne være stolt af dens udvikling.

Dengang have man en offentlig “Skattebog – fortegnelse over indbyggere og skatteforhold. Vi tager et kik t.v. på forsiden og t.h. på tilfældig valgt side. Klik for lidt større format:
skattebog-1957_58_forsideskat3

 

 

 

 

 

 

 

Nr-plader fra Schweiz eller Italien. Hector Estrup studerede bl.a. økonomi i Italien i begyndelsen af 1960’erne

Også dagbladet Djursland fulgte med, og manglede man stof fyldte man op som f.eks. d. 3. marts 1957, hvor der bragtes oplysning  omkring de 5 største skatteydere i Marie Magdalene kommune. 1. Dir Johs. F. la Cour, Pindstrup, 52. 153 kr., Hofjægermester N.K. Estrup, Fjeld 11.985 kr., Dir. Poul La Cour, Pindstrup, 3.878 kr., Læge H.L. Wraae, Ryomgård, 3.786 kr., Proprietær P. Pedersen, Sivested Odde, 2.518 kr.

En af Hofjægermesterens sønner på Fjeld, Hector, skal lige nævnes fordi han som en dygtig ung mand blev set op til. Jeg bringer for sjov et foto af hans bil, vistnok lidt inde i 1960 erne, hvor han har opsøgt mekaniker Vagn Åge Hald for et problem med sin bil, en fejende flot Aston Martin. Det har ikke noget med lokalhistorie at gøre, men er i kraft af den dyre og sjældne vogn en kuriositet. Huset i baggrunden er “Blikkens” i Nørregade.

 

1960’erne
Købmand Carl Sørensen udvidede i takt med tiden, og hans afdeling for farvehandel, omtalt ovenfor havde sin egen indgang fra Vestergade ligeoverfor bageren.cark-soerensens-legetoejsafd Denne afdeling indrettedes senere til beboelse for Carls Sørensens enke. Ligeledes indrettede købmanden en lille afdeling for legetøj, der især ved juletid var højt prioriteret.

i-butikkenT.h foto 1960 eller måske fra 1950’erne fra Carl Sørensens butik. Øverst udstillingsvinduet med legetøj, og nedenfor foto fra butikken, hvor Carl Sørensen ses yderst t.h., dernæst kommis Ejvind Bach, ukendt og sidst Lissi Lindblad.

Indenfor håndværkerfaget kendes især Tømmermester Valdemar Pedersen og Murermester Nikolai Bach. Valdemar Pedersen havde sit værksted i kælderen i sin ejendom Vestergade 31, mens murermester N.H. Bach holdt til i ejendommen Vestergade 60. Han havde købt naboejendommen og indrettede her cementstøberi (f.eks. kloakrør af cement), senere udviklede det sig til et lille byggemarked –nh_byggematerialerNH-byggemarked -, der faktisk voksede sig pænt stort. Foto t.h.
I en senere tid flyttede det til Industrivej 21 og her opkøbt af en større kæde (XL – Vorup), som flyttede det til Vestergade i nyopført kæmpehal (Vestergade 112). Vi er dog nu helt oppe i det nye århundrede.
Tømmermester Niels H. Andersen havde allerede i 1920’erne indrettet tømmerforretning på hjørnet af nuværende Nordlyvej og Vestergade. Da hans forretning voksede ekspanderede han med tilkøb af ejendommen Nimtoftevej 7, hvor han indrettede savværk i en tilbygning ind ad Rønne Alle. Hans søn, Jørgen Kjær Andersen, var snedker og arbejdede som sådan for DSB, da hans far pludselig døde ca. 1959. Sønnen kom herefter hjem og overtog virksomheden. Det lille savværk (eller rettere snedkeri) på Nimtoftevej var aktivt pænt længe op i 1960’erne.  I de oprindelige lokaler på hjørnet Nordlyvej -Vestergade indrettede Jørgen Kjær Andersen senere Ryomgård Byggemarked (altså byggemarked nr. 2 i den lille by). Da den lukkede ved Jørgen Kjær Andersens pensionering, lejede John Andersen sig ind ca. 1992 med kunsthandel. I dag (2016) er der fortsat kunsthandel med nye ejere, men også kunstudstilling i særdeles smukke lokaler samt en indbydende cafe.
overdragelsen-i-1960_pilgaard
Mekaniker Helmer Nielsen havde Esso-station på hjørnet af Nimtoftevej og Skovvej, som han dog netop i 1960 solgte til Svend Pilgård. Pilgård udvidede værkstedet til autohandel og inden årtiet var omme, havde han lavet en tilbygning mod nord, således at der kunne komme lastbiler og busser ind på værkstedet. Indenfor samme periode købte han en bygning, Saabydalvej 2, hvor der en kortvarig periode havde været grøntsagslager og  -salg. (foto nedenfor).

pilgaards-nye-bygnpilgaard-auto-ca-1965

 

 

 

 

 

 

Viggo Rank foto fra 1949

Pølsevognen: Foran er nævnt, at husejer H.J. Nielsen, Ryomgård havde opstillet en pølsevogn i Ryomgård i 1955, hvorfra han solgte “rundstykker og varme pølser.” Det kunne være på sin plads måske at skrive lidt mere om pølsevogn i Ryomgård her og nu, selvom vi så kommer lidt ud over tidsrammen for dette afsnit. H.J. Nielsens pølsevogn var formodentlig på hjul, og måske kun lejlighedsvis til stede, men det var efter al sandsynlighed den første pølsevogn i Ryomgård. Den næste kommer i 1962.
I 1962 arbejdede ekstraarbejder Viggo Rank “ved Banen”, som man sagde i byen, altså ved DSB –  Ryomgård Station. Men netop i 1962 bliver han syg og må opgive sit arbejde “ved Banen”. Han er da 54 år og ikke indstillet på at trille tomlefingre, hvorfor han etablerer sig med en “Børnenes Kontor”- pølsevogn på stationspladsen, nær nuværende Røde Kors butik, som dengang kun var i stueplan og indeholdt slik- og bladkiosk. Opstarten i sommeren 1962 blev godt modtaget af de lokale såvel som af togrejsende. Viggo Rank investerede derfor allerede året efter i en større pølsevogn, hvor man kunne gå ind i vognen og blive betjent i ly og læ for regn og blæst. Men helbredet var fortsat ikke godt, og Viggo Rank døde i 1963. Hans hustru Johanne overtog vognen og førte den dygtigt videre til ind i 1970’erne, hvor den så solgtes til Tom Fischer. Tom arbejdede for Novopan i Pindstrup, så det blev hans kone Henny, der til daglig drev vognen. I 1977 satte parret den til salg, og den købtes da af Arthur Sørensen, der inden længe udskiftede den med en fast bygning med plads til mere end røde pølser. Også i Arthurs tid var der godt besøg, ofte med kø langt ud på p-pladsen, for Arthur handlede med mange forskellige varer, og var en dygtig handelsmand. Hans efterfølgere (1983) var Yrsa og Bent Christiansen. Men nu er vi oppe i 1980’erne. Stedet handledes endnu nogle gange herefter, men der indtrådte en generel nedgang overalt i landet for de traditionelle pølsevogne, især på landet. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men efterhånden, og i dag er den i Ryomgård – såvel som mange andre steder –  helt ophørt at eksistere, og dens faste bygning er helt fjernet.

 

LIDT POLITIK – oprettelse af Midtdjurs kommune i 1970.

kommunekontoret-i-nygade

Kommunekontoret i Nygade i Marie Magdalene – Koed kommune 1938-70. Når man trådte ind var ekspeditionen t.h., mens der var en lille sal t.v. til sognerådsmøderne. På første sal boede kæmneren, i mange år Jens Laursen Pind, der ses i forgrunden. Han gik på pension ca. 1967. I kælderen var der arkiv i den ene ende, mens sygekassen havde kontor i den anden, – i mange år bestridt af “Sygekasse” – Jørgensen.

I 1950’ erne var vort lille land opdelt i stat, amt og kommune. Det er det fsv. stadigvæk, omend amter og kommuner, og såmænd også staten – har ændret ansigt. Kommunerne er det der lige her interesserer mest. Daværende statsminister H.C. Hansen var klar over, at landets 1360 kommuner burde reduceres til fordel for en sammenlægning, der i højere grad kunne matche fremtidens opgaver, herunder også at flere hidtidige statsopgaver kunne lægges ud i lokalsamfundene. En kommunallovskommission nedsattes derfor med henblik på dette formål. Vi ved alle, hvordan det gik! Kæmneren i de små samfund, der sammen med sognerådsformanden og en kontoransat – eller måske få flere – hidtil havde løst sognets problemer, skulle nu blive en saga blot. For i 1967 blev en ny struktur vedtaget af Folketinget, og da fik de enkelte kommuner travlt med at rette ind. Overalt nedsattes sammenlægningsudvalg, også i vore kommuner, hvor Nimtofte-Tøstrup, Marie Magdalene – Koed samt Kolind gik sammen i et sådant udvalg (Kolind og Nødager var allerede blevet sammenlagt i 1966). Det var ikke nemt for strukturen i relation til mange emner, f.eks. landbrug og industrier (og det dermed forskellige indkomst- og beskatningsgrundlag), skoler, plejehjem og økonomien generelt. Men politik er jo kompromisets kunst, og der var ingen vej udenom: opgaven skulle løses! Det nye sogneråd skulle fremover være et byråd, og sognerådsformanden hed fremover borgmester. Ændringerne var talrige og det kneb for mange borgere at forstå det nødvendige heri, endsige se nogen mening overhovedet. I det nye Midtdjurs brugtes i øvrigt ofte betegnelsen kommunalbestyrelse i stedet for byråd, og det var tilladt. Men med i betragtningerne var en centralisering af opgaverne i de nye sammenlagte kommuner, helst i et samlet forum i form af et rådhus, så afdelingerne kunne støtte hinanden og have gavn af fælles administration. Det kneb i starten og man benyttede sig en overgang af en fysisk opdeling af administrationsopgaver i de to hovedbyer Kolind og Ryomgård. Men endnu i 1970 blev et kompromis indgået, nemlig at bygge et rådhus i Kolind, hvor administrationen samledes, en svømmehal i Ryomgård og et plejehjem i Nimtofte. Lokalpatriotismen var den sværvægter, der gjorde samarbejdet vanskeligt. Kolind-siden havde dog overvægt i byrådet/kommunalbestyrelsen og det var afgørende for, at rådhuset placeredes her. Morsomt er det at læse byrådsmedlem og maskinhandler Laurits Simonsens erindringer herom, idet han ikke lægger skjul på, hvordan Kolind-politikerne fik de gæve Nimtofte sognerådsmedlemmer overbevist om Kolind, som rette sted for rådhuset og dermed flertal for den løsning. Han skriver bl.a. “Jeg fik fat i Nimtoftes tre rådsmedlemmer Kraunsø, Hesse og Busk angående rådhuset. Ville de støtte os, eller hvem ville de støtte? Det gik så lykkeligt, at de tre medlemmer sagde: Vi støtter Kolind i sagen om rådhuset. Hvorimod de til overdækning af svømmebadet sagde, at hvis det blev aktuelt, så var det en ny sag.

Vi fik altså rådhuset…”

…forsættes…

Reklamer